Forretningsbetingelser

Advokatcentret lægger vægt på et klart og godt samarbejde med vores klienter.

På denne side kan du læse om de overordnede vilkår for de juridiske ydelser, Advokatcentret leverer, herunder om opgavens omfang, honorar, klientmidler, kommunikation, fortrolighed, ansvar og ophør af klientforholdet.

Sagens modtagelse
Når Advokatcentret modtager en opgave, aftaler vi med klienten, hvad opgaven omfatter, og hvordan den skal håndteres. Aftalen kan bekræftes skriftligt, eksempelvis i en ordrebekræftelse.

Opgavens omfang kan løbende justeres efter aftale med klienten.

Advokatcentret påtager sig kun opgaver, hvor der ikke foreligger inhabilitet eller interessekonflikter. Vi foretager løbende kontrol heraf og kan derfor være nødt til at afvise en opgave eller udtræde af en sag, hvis sådanne forhold konstateres.

Ved etablering af et klientforhold skal klienten medvirke til identifikation i henhold til gældende regler, typisk ved fremlæggelse af pas eller kørekort samt sundhedskort og i relevante tilfælde oplysninger om ejer- og kontrolstruktur.

Honorar og fakturering
Advokatcentrets honorar fastsættes som udgangspunkt på baggrund af medgået tid. Ved fastsættelsen indgår også en samlet vurdering af sagens kompleksitet, økonomiske værdi og betydning for klienten, det ansvar der er forbundet med sagen, den anvendte specialistviden samt det opnåede resultat.

Honoraret tillægges moms efter gældende regler.

Udlæg og andre eksterne omkostninger faktureres særskilt.

Ved for sen betaling beregnes morarente efter rentelovens regler.

Klientmidler
Midler, som klienten betror Advokatcentret, håndteres i overensstemmelse med de regler, der gælder for advokaters behandling af betroede midler.

Klientmidler indsættes på klientkonti hos Advokatcentrets pengeinstitut, Kreditbanken.

Klientmidler er omfattet af de almindelige regler om indskyder- og investorgaranti, herunder et dækningsmaksimum på EUR 100.000 pr. indskyder pr. pengeinstitut, med de undtagelser der følger af gældende regler. Dækningsmaksimum er dog større i forbindelse med bolighandler, hvor garantien dækker op til 10 mio. euro.

Advokatcentret er ikke ansvarlig for tab som følge af pengeinstituttets eventuelle insolvens i det omfang, tabet ikke er dækket af garantiordningen.

Kommunikation
Advokatcentret anvender e-mail og anden elektronisk kommunikation i forbindelse med sagens behandling, medmindre andet er aftalt.

Elektronisk kommunikation kan indebære en risiko for, at oplysninger tilgås af uvedkommende. Advokatcentret anbefaler derfor, at følsomme oplysninger så vidt muligt sendes via sikre eller krypterede kommunikationsløsninger.

Fortrolighed
Advokatcentret er underlagt tavshedspligt i henhold til gældende regler om god advokatskik.

Alle oplysninger, som vi modtager fra eller om klienten, behandles fortroligt. Tavshedspligten gælder uden tidsbegrænsning.

Personoplysninger og anti-hvidvask
Advokatcentret er omfattet af hvidvaskloven og er derfor i relevante tilfælde forpligtet til at indhente og opbevare identitetsoplysninger om klienter samt oplysninger om ejer- og kontrolstruktur.

Personoplysninger behandles i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningen (GDPR), databeskyttelsesloven, hvidvaskloven og øvrig relevant lovgivning. Oplysninger opbevares, så længe klientforholdet består, og i minimum 5 år efter klientforholdets afslutning, i det omfang dette følger af hvidvasklovgivningen eller anden relevant lovgivning.

Personoplysninger kan i nødvendigt omfang videregives til pengeinstitutter, offentlige myndigheder – herunder Hvidvasksekretariatet – samt eksterne rådgivere, når det er sagligt og lovligt begrundet.

Advokatcentret er forpligtet til at underrette Hvidvasksekretariatet, hvis der opstår mistanke om hvidvask eller finansiering af terrorisme. I sådanne tilfælde må Advokatcentret efter hvidvasklovens regler ikke orientere klienten om en eventuel underretning.

Yderligere oplysninger om Advokatcentrets behandling af personoplysninger fremgår af Advokatcentrets privatlivs- og cookiepolitik.

Ansvar, ansvarsbegrænsning og forsikring
Advokatcentrets advokater er beskikket af Justitsministeriet og er omfattet af Advokatsamfundets tilsyns- og disciplinærsystem samt reglerne om god advokatskik.

Advokatcentret er ansvarlig for den rådgivning, vi leverer, efter dansk rets almindelige regler.

Advokatcentret har tegnet lovpligtig ansvarsforsikring og garantiordning hos HDI Global Specialty SE Denmark, Langebrogade 3F, 1411 København K. Ansvarsforsikringen dækker Advokatcentrets advokatvirksomhed, uanset hvor denne udøves.

Advokatcentrets ansvar er begrænset til det beløb, som dækkes af den til enhver tid gældende ansvarsforsikring, medmindre andet følger af ufravigelig lovgivning.

Advokatcentret er ikke ansvarlig for indirekte tab, herunder driftstab, tab af data, mistet fortjeneste, goodwill eller lignende. Advokatcentret er heller ikke ansvarlig for eventuelle fejl begået af rådgivere eller underleverandører, som Advokatcentret efter aftale med klienten har henvist til eller overladt dele af opgavens løsning til.

Ophør af klientforholdet
Klienten kan til enhver tid afslutte samarbejdet.

Advokatcentret kan afslutte samarbejdet, hvis der eksempelvis er manglende betaling, samarbejdsvanskeligheder, interessekonflikter eller andre forhold, der gør det uforsvarligt eller uhensigtsmæssigt at fortsætte.

Ved afslutning af samarbejdet afregnes for det arbejde, der er udført, samt eventuelle udlæg frem til ophørstidspunktet.

Lovvalg og værneting
Eventuelle tvister mellem Advokatcentret og klienten afgøres efter dansk ret.

Tvister kan indbringes for de almindelige danske domstole med Advokatcentrets hjemting som værneting, medmindre andet følger af ufravigelig lovgivning.

Klager
Klager over Advokatcentrets rådgivning, sagsbehandling eller honorar kan indgives til:

Advokatnævnet
Kronprinsessegade 28
1306 København K
www.advokatnaevnet.dk